ON, Eamonn Doyle

Eamonn Doyles anden fotobog, ON, følger sidste års i, en vidt anerkendt samling af gadeportrætter, der vakte betydelig begejstring hos blandt andre Martin Parr. I ON bevæger sort-hvide skikkelser sig gennem Dublins gadebilleder, skiftevis fortabte, truende, forsigtige, nedtrykte eller fortryllede – men altid på en eller anden måde i modstrid med deres omgivelser. Ikke blot Dublins fysiske bymiljø, men også selve fotobogens virtuelle miljø, fordi ON i mindre grad er en skildring af motiver organiseret omkring et samlet tema end en skildring af motiver, der i første omgang nægter at lade sig indfange af et tema.
 
Som i i er fotografierne for det meste taget på Dublins Parnell Street og O’Connell Street. Men her er de to gaders historiske rolle som zoner for modstand, protest og oprør langt mere til stede. Selve bogens titel vækker associationer til en modstand – den stædigt eksistentielle slags, som identificeres af fortælleren i Samuel Becketts The Unnameable: ‘You must go on, I can’t go on, I’ll go on.’
 
For disse skikkelser er altid dynamiske – musklerne spændte, hovederne midt i en drejning, kroppene i bevægelse. Nogle flygter fra selve det fotografiske blik. Andre stirrer udfordrende ned i objektivet. De fleste ser ud til at være opslugt af projekter, der er så intenst private, at de har et præg af total utilgængelighed. Sjældent griber den fotografiske handling så lidt ind i sine motiver liv. Paradoksalt nok findes der en enorm energi netop i de øjeblikke, hvor de uregelmæssige motiver ser mest ud til at rive billederne i stykker.
 
Bogens centrale drama kan derfor siges at være motivernes kamp med repræsentationen – ikke nødvendigvis imod den, men vrider, vrikker og kæmper med den. De resulterende billeder tiltrækker uundgåeligt opmærksomhed på den fotografiske handling. Man glemmer aldrig, at disse billeder er blevet udvalgt, indrammet og konstrueret. Man bliver aldrig fristet til at identificere billedet med motivet eller at svare: ‘Jeg ved præcis, hvordan den person har det.’ Motivernes indre bevares; deres værdighed forbliver intakt.
 
Men ON er hverken et portræt af en by eller en afhandling om dens borgere. Den er på én gang mere beskedent og mere lidenskabeligt engageret i sine motiver. Den udgør ikke en sammenhængende fortælling, der afslører sandheder om de afbildede mennesker, men fremstår som en række dybt følte essays, forsøg på at skimte flygtige væsener i bevægelse. Så dens Dublin er ikke forenet, men fragmenteret – mindre et veldefineret sted end et øhav. Hvis ON overhovedet er en bog om Dublin, så handler den om umuligheden ved at repræsentere den. (En bestemt skikkelse blokerer endda det første bogstav i et neonskilt, så det nu læses som ‘ublin’.)
 
ON åbner sig mod historien mere direkte end sin forgænger. Hvor i var optaget af skikkelser opslugt af introspektion, er dramaerne i ON langt mere miljømæssige. Dublins hermetiske forsegling er revnet, og resten af verden er på en eller anden måde spillet ind. Disse motiver er fotograferet mest fra fronten og fra en lavere vinkel. Det er en præsentation, der åbner deres verden, kontekstualiserer dem ved at placere dem mod en arkitektonisk baggrund. Hvor de mystiske, ofte ansigtsløse skikkelser i i ofte var fladtrykte mod deres verdener, skiller motiverne i ON sig ud og skærer sig ind i deres omgivelser, ofte tårnende mod himlen på en måde, der taler om mulighed, selv mens de plejer deres sår eller betragter hinanden mistroisk. Og selvom ansigterne, der vises her, ofte kniber øjnene sammen eller vender blikket væk, er det ansigter, der taler om væsener, der hævder sig i deres verden, selv mens de flygter fra kameraet. 

Udgivet af D1
Blåt omslag
Udgave på 999 eksemplarer
Nummereret og signeret
Hardcover
280 x 350 mm
102 sider
ISBN 9780992848712