Jeg er, Tyler Udall (første udgave)

'Det var ikke nemt. Faktisk var det dybt irriterende. Da Tyler bad mig skrive noget, sagde jeg: "Selvfølgelig, intet problem." Jeg mener, jeg var uddannet kunsthistoriker inden for fotografi og havde brugt størstedelen af mit arbejdsliv på at arbejde med fotografer og samtidskunstnere. "Jeg bruger bare alle de færdigheder til at koge noget sammen," tænkte jeg. Fejl.

Efter flere ugers kiggen og tænkning, hvor jeg forsøgte at anvende rammer og metoder, der tidligere havde tjent mig godt, gav intet mening. Jeg var irriteret—irriteret på mig selv, på personerne i fotografierne og på Tyler for at have taget dem. Men, som så ofte er tilfældet, gav mit mentale temperament efter for udmattelse, og så gik det pludselig op for mig: Jeg forsøgte at anvende regler om identitet på et sted, hvor de er fuldstændig ubetydelige og forældede. Dette er en verden med beboere, der yder modstand mod kategorisering og nægter at blive indkapslet, og som med al dristighed indtager et rum af fragmentering, fluktuation og fluiditet. Tænk på det, lige nu, hvor identitetspolitik hersker, hvor alt, hvad vi vil, er at Marie Kondo-ificere alt og alle omkring os—mens vi kæmper mod den nådesløse politiske, kulturelle, miljømæssige og økonomiske ustabilitet i vores hverdag—så er der et fællesskab af individer, der vælger at leve deres liv uden for kasser, binære valg eller grænser, fuldt ud i nuet og helt på deres egne præmisser.

Du ser mit problem. Disse billeder og personerne, der bebor dem, nægter ikke kun at passe ind i en kasse, nærmere bestemt min kasse, men de ser slet ikke kassen. De har ingen bevidsthed om eller interesse i vores konventioner for identitet, fotografi eller portrætter. Det, jeg oprindeligt læste som pralerier, som en opvisning for kameraet, er det ikke. De poserer ikke. De er til stede i et øjeblik, som efter deres eget valg er glat og i bevægelse, ligesom deres identitet(er). Og for at være tydelig betyder det ikke, at de bebor et rum af mellemrum eller mellem-tilstande. Det ville forudsætte, at der er kasser og binære valg at sidde imellem. Denne verden, Tylers verden, er bygget på et fundament af mangfoldighed, inklusivitet og nærvær; afklædt ego eller fortælling, fordi intet er fastlåst.

Så hvor efterlader det os? En smule desorienterede, fanget mellem to verdener—vores og deres. Vi forsøger at bearbejde billeder, som ved første øjekast ligner portrætter, men som alligevel undviger enhver forpligtelse til narrativ sammenhæng; fragmenter i en konstant tilstand af dannelse. Mit råd? Hold op med at lede efter linearitet eller individuelle portrætter af mennesker. Acceptér i stedet, at portrættet foran dig er et portræt af "nuet", af nærvær. Det, du kigger på, er en hær af konstant udviklende individer, der inviterer dig til at slutte dig til dem og blot sige: Jeg er.'

– Molly Logan