Angstfulde glæder, Amy Elkins

'Om foråret 2020 brød panikken omkring COVID-19 ud, og ordrer om obligatorisk ophold i hjemmet trådte i kraft, hvilket tvang mig til at opgive længe planlagte portrætsessioner, rejser og igangværende arbejde i mit kunstneratelier. Jeg befandt mig i en lejlighed på 340 kvadratfod i et kvarter i Bay Area, der blev mere og mere tomt for hver dag. Den summen af stilhed var dyb. To uger ind i isolationen blev min trang til at skabe forbindelse til andre og tage portrætter kun forstærket. Da der ikke var nogen sikker måde at gøre det på, vendte jeg spontant kameraet mod mig selv for at skabe et portræt. Jeg printede det som et cyanotypi, en enkel fotografisk proces fra det 19. århundrede, som kun var mulig på grund af de basale materialer, jeg tilfældigvis havde ved hånden – en billig printer, transparent film og en pakke med slidte ark af bomuld, der var forbehandlet med cyanotypiske kemikalier. Først eksponerede jeg printene i det uforudsigelige forårslys, der faldt ind gennem mit vindue på tredje sal. Da årstiderne skiftede, fortsatte jeg med at fremkalde dem i en have, på toppen af en bil eller på et område med skæve betonfliser. Jeg skyllede dem i vand, og forskellige blå nuancer trådte frem. Jeg skabte et dagligt selvportræt ved hjælp af denne teknik i mere end et år.

Jeg lavede de fleste af disse selvportrætter inde i forskellige studielejligheder, hvor jeg boede alene. For at tage de tidligste billeder i serien måtte jeg flytte en sofa hver dag for at skabe plads mod en hvid væg nær et vindue. Jeg tog andre i flygtige rum under mine rejser – i et gæsteværelse, i et undersøgelsesrum, under en pause i vildmarken og senere mod væggen i en gammel californisk bungalow, klemt inde mellem bjergene og havet. I begyndelsen forsøgte jeg ofte at dække så meget af min krop og mit ansigt som muligt som en kommentar til min frygt for virussen og mine anstrengelser for at beskytte mig mod den. Min rustning og mine rekvisitter spændte fra almindelige husholdningsgenstande – grydeklude, sølvpapir, viskestykker, lagner og toiletpapir – til mere sigende beviser på det usædvanlige forbrug, der opstod ved at være fanget indendørs på ubestemt tid – Amazon-emballage, takeaway-poser og affald fra indkøb foretaget i gummihandsker, som var steriliseret på den måde, der var muligt, og senere blev indtaget. Disse genstande ændrede sig, efterhånden som pandemiens varighed blev sløret til en ukendt tidsperiode. Portrætterne handlede mindre om den oprindelige frygt og mere om at konfrontere kedsboredom, angst, sorg og udmattelse ved at leve i ubestemt isolation under en global pandemi.

I alt tog jeg disse portrætter i 377 sammenhængende dage. Jeg tog det første portræt den 30. marts 2020, en dag hvor mit hoved bankede af smerte, min hals var snøret sammen, og frygten for, at jeg kunne være blevet smittet med COVID, hængte over mig, før test var let tilgængelige. Jeg tog det sidste portræt den 10. april 2021, den dag jeg fik min 2. vaccination. Dagene, ugerne og månederne imellem føles som en feberdrøm – slidt og flimrende i utallige blå nuancer.'

- Amy Elkins

Udgivet af Kris Graves Projects
Oplag på 400
Hardcover
472 sider
165,1 x 130,3 mm